B.T. Simultanen

08-12-2001B.T holdt deres tradition i hævd, da de i dag havde fornøjelsen, at kunne byde læsere o.a. skakligt velkommen til en simultan med/mod selveste GM Peter Heine Nielsen.

Lidt over kl. 10 kunne Peter Heine starte med at servere forretten, som bestod af et interessant foredrag med indsigt i en stormesters tankegang, krydret med en grundig og levende gennemgang af hans første møde med FIDE verdensmesteren V. Anand på de 64 felter, som netop var det, der satte en stopper for vor danske helts videre forløb ved VM i Moskva.

Omkring kl. 11.20, efter en 10-15 pause, var der serveret. Hovedretten, set med stormesterens øjne, bestod af 36 skaksultne spillere fra nær og fjern, de allerfleste fra Storkøbenhavn, der helst skulle slagtes en efter en.

Spillerne derimod, havde et helt andet syn på sagen - for dem var der ingen tvivl om, hvem der var byttet.

Blandt de allermest sultne, taltes en del juniorer og juniorledere.

Slutcifrene omkring kl. 14.45 blev under alle omstændigheder 29½-6½ i stormesteren favør. Tre tab og syv remiser måtte han lægge krop til.

Her er det KSUs juniorleder jubler, idet udover hans egen og bl.a. TSFs og BSFs juniorlederes remiser, var det netop to af juniorerne, der stod for to af de tre gevinster, nemlig Jakob Aabling-Thomsen fra BSF og Nikolaj Korolev fra TSF.

Det skal blive spændende at se B.T. i morgen og/eller en af de nærmeste dage, da der, som det sig hør og bør, bliver bragt en artikel om selve begivenheden med et billede eller to - og så skulle i hvert fald det ene af de to gevinstpartier gerne finde sin vej til Jørn Sloths skakspalte.

Læs artiklen, som B.T. lagde ud på nettet:
http://www.bt.dk/Nyheder.pl?c=right&aid=79545

Til sidst, bør det lige nævnes, at desserten for de 11 spillere, bestod af et flot armbåndsur eller et praktisk rejsevækkeur, naturligvis med B.T. logoet på, samt et 3 måneders gratis abonnement.

Politisk korrekthed eller ej, så er måske værd at bemærke, at en af Danmarks mest xenofobe skakspillere - en politiker - også havde valgt, at tilbringe lørdag formiddag i B.T. huset, mens travle mennesker med julefeber stoppede lidt op, gloede ind og gik hastigt videre...











Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk