Firedelt i Øbro

31-12-2009
Af Jan Løfberg

Skakforeningen Øbro afviklede med vanlig sikker hånd Øbro Nytår for 18. gang. Turneringsleder Søren Bech Hansen stod for rundelægningen o.m.a. for 17. gang. Ted Sandbech sørgede for kaffebrygningen - og Trine Treppendahl assisterede efter behov som turneringsleder og bag baren. På de mere usynlige fronter med den glimrende chatroll og partimateriale trak Nikolai Skousen i trådene.

Arrangementet var upåklageligt. Stemningen var fin, selv om lydniveauet fik en ekstra tand midt under 7. runde, da der skulle varmes op til den traditionelle nytårslyn.

Turneringen var stærkt besat i toppen med nordiske (næsten danske) stormestre: Jonny Hector fra Nordkalotten og Henrik Danielsen. Det var en fornøjelse at følge stormestrenes gevinstsøgende indstilling. Det var en lovprisning af kampskakken, hvilket folk selv kan konstatere ved at spille partierne igennem på Øbros hjemmeside www.oebroskak.dk

Brønshøjs IM Thorbjørn Bromann leverede et stilsikkert indtryk, selv om han blev skubbet ud på gyngende grund af GM Danielsen i 4. runde. Stormesteren gik "all in" i Bromanns tidnød, men Bromann hev stikket hjem. Bromann gik alene i spidsen med denne sejr og ved at spille remis mod topratede Hector, holdt han til mål, selv om netop Hector og brødrene IM Simon og David Bekker-Jensen fulgte trop med 5½ point på den firedelte 1. plads. Sidstnævnte startede med en vaskeægte schweizergambit, da han tabte til alle tiders lavest ratede landsholdsspiller Martin Reib Petersen (Martin kæmpede turneringen igennem forbilledligt i vanskelige stillinger og er i gang med at hæve sit ratingtal mod det niveau, som hans skakforståelse er til).

Henrik Danielsen er ret sikkert ikke tilfreds med at ende uden for præmierækken med 5 point - hvor han fik følgeskab af FM Andreas Skytte Hagen, FM Jacob Carstensen, Igor Teplyi og sensationsmanden Nicolai Kvist Brondt.

Jørgen Hvenekilde, der selv med en vis stolthed kalder sig for Gammelfar, gik ubesejret gennem turneringen. Stærkt feberplaget måtte den gamle mester - der for nylig under senior-VM endnu en gang bankede en stormester - hoste op med en række af remistilbud, som de noget dårligere modstandere alle modtog. Jeg fandt ikke helt ud af, om Hvenekilde selv tilbød i alle syv partier, men fredspiben blev røget i alle partierne.

I alt deltog 64 spillere i turneringen. Og endnu en gang er der bare at konkludere, at rygterne om skakspillets elendige tilstand er stærkt overdrevet. Aktivitetsniveauet i københavnsområdet er meget højt - og spillerne ser ud til at nyde spillet.

Hermed er der bare at ønske alle KSU-medlemmer og andre læsere af denne hjemmeside et rigtig godt skaknytår.

 












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk