Lederkursus 3. november 2001.

08-10-2001Til klubformænd og andre ledere i de storkøbenhavnske klubber under KSU.

I inviteres til et lederworkshop lørdag den 3. november kl. 10.00 til 17.30 i AS04's lokaler, Blågården Medborgerhus, Blågårds Plads 3 (tv. for Biblioteket) lokale nr 201 på 2. sal og grupperum 302.

Vi vil i fællesskab drøfte de forskellige udfordringer vi har og møder i vores klubber.

Til at hjælpe os gennem dagen vil vi have besøg af IM Bjarke Kristensen, der til daglig arbejder som sekretariatsleder i Norsk Sjakkforbund.

I Københavns Skak Union, KSU er der ca. 40 klubber, der dækker København og Frederiksberg kommuner og Københavns amt. Vi har et befolkningsunderlag på ca. 1,5 million og der er ca. 1.500 medlemmer og vi mister hele tiden medlemmer, en udvikling vi i fællesskab må gøre en indsats for at vende.

De fleste klubber har mærket til medlemstilbagegang, og for nogle klubber 'kradser krisen' alvorligt! HVAD KAN VI GØRE HVER ISÆR OG SAMMEN? - Det vil vi diskutere såvel fælles som i grupper koncentreret om følgende emner:

A) Hvor mange, hvem og hvorfor melder folk sig ud af skakklubben?

- Er det de passive eller aktive, der melder sig ud? Hvor mange er passive i din klub?
- Kniber det med at arrangere nok / andre / bedre skakaktiviteter? Skakundervisning?
- Er din klub lukningstruet - overvejer i at slå jer sammen med en anden klub? Større klubber?
- Kan andre klubber og KSU hjælpe jer? Kan I hjælpe andre klubber? Venskabsklubber?

B) Ledermonopol - for få ledere - hvad sker der i din klub, hvis du holder op som leder i dag?

- Er der ikke kræfter til mere - for få ledere - for lille ambitionsniveau?
- Har du 'trænet' din egen afløser op - bruger i 'føl' til opgaverne - hvor mange har turneringslederlicens? Hvordan skaffer man nok kamp- og turneringsledere?
- Skal ledere 'belønnes' for at få nok til at melde sig?

C) Informationsarbejdet:
- Har i et klubblad? - skranter det eller kører det bare derudad? Klubblad kun elektronisk?
- Har i en (opdateret) hjemmeside? - har I e-mail adresser på tillidsfolkene og medlemmerne?
- Hvad sker der, hvis webmasteren holder op i morgen?

D) Juniorarbejdet?
- Hvorfor har I ikke et juniorarbejde? Hvem vil ikke påtage sig det?
- Hvordan går det med juniorerne? - hvordan får vi flere? - arbejdsdeling klubberne imellem?

Hvad gør din klub for at øge medlemstallet? - har du gode erfaringer, - så tag dem med. Har du dårlige erfaringer, - så lad os høre, hvad man ikke skal gøre.
Skal hver klub tilrettelægge sin egen hvervekampagne, og/eller skal KSU/DSU gøre det?

KSU ser gerne tilmeldinger fra en til to fra hver af jeres klubber men er der nogen der gerne vil have flere med, prøver vi at finde en løsning.

Med venlig hilsen

Lars Hansen












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk