Svensk dobbeltsejr og triple til Semcesen

10-05-2009
Af Jan Løfberg

K41s unge, svenske lejesvend Daniel Semcesen leverede en fantastisk triple i Copenhagen Chess Challenge i Ballerup. Han vandt turneringen på deling med landsmanden GM Stellan Brynell, han fik sin første GM-norm, og han blev københavnsmester 2009. Semcesen er et par og tyve, så mon ikke GM-titlen kommer i hus inden for en overskuelig årrække. Først skal han dog lige have IM-titlen af FIDE.

Semcesen gik ind til sidstedagen et helt point efter den førende IM Allan Stig Rasmussen, men det så svenskeren stort på. Først besejrede den den russiske GM Mikhail Ivanov, og i sidste runde - hvor Semcesen skulle vinde for at opnå en GM-norm - lykkedes det ham at vinde med de sorte brikker over Allan Stig Rasmussen. I en lukket spanier kunne Allan Stig have taget remis ved trækgentagelse, men den kommende danske stormester, der havde spillet så glimrende de første syv runder, forsøgte at gå efter førstepladsen som han mistede i 8. runde, hvor han blev slået af GM Stellan Brynell (der dermed gik alene i spidsen med 6½ point, et halvt foran fire spillere før sidste runde). Allan Stig forsøgte et frisk officersoffer, og fik da også tre bønder, men Semcesen slog kontra og vandt.

For Allan Stig Rasmussen er afslutningen uden tvivl skuffende, men der var alligevel så meget kvalitet i den unge Jetsmark-spillers præstation, at han trods de to afsluttende nederlag går frem i rating, skønt han var topseedet. Allan Stig endte med "blot" 6 point som en delt nr. 7 uden for præmierækken.

I sidste runde forsøgte GM Henrik Danielsen energisk på at ramme de 7 point, men han kunne ikke vælte Stellan Brynell, der med remisen delte førstepladsen med Semcesen. Tredjepladsen blev også et rent udenlandsk anliggende for fire spillere: GM Henrik Danielsen, Island, IM Nils Grandelius, Sverige, GM Krasimir Rusev, Bulgarien, og GM Miroslaw Grabarczyk. Først på en delt syvendeplads med 6 point kom de bedste danskere: IM Allan Stig Rasmussen, Jetsmark, IM Jakob Vang Glud, Helsinge, IM Nicolai V. Pedersen, Aalborg, og IM Nikolaj Mikkelsen, BMS.

K41s forsvarende københavnsmester IM Esben Lund lå længe godt til i forhold til at vinde KM for anden gang, men han måtte "nøjes" med remis i 8. runde mod IM Hans Tikkanen, Sverige, men tabte i sidste runde mod GM Krasimir Rusev, Bulgarien. Lund sluttede på 5½ og i forhold til KM, så blev han også passeret af BMS' egen IM Nikolaj Mikkelsen og K41-klubkammeraten IM Axel Smith.

Der blev kæmpet forbilledligt i de fleste partier i morgenrunden i dag. At gassen så var gået af ballonen for mange spillere i sidste runde er vel helt i orden, når man har tanke for, at der blev spillet ni runder på fem dage.

Skakklubben BMS leverede en jætteindsats og høstede mange roser for arrangementet blandt deltagerne. Turneringens deltagerantal eksploderede i år, og hvis klubben - som det i øjeblikket ser ud til - også arrangerer CCC 2010, så kan det ikke udelukkes, at man skal åbne for den store sal.

Slutstilling, partier og meget mere kan du finde på turneringens hjemmeside ved at klikke oppe til højre på denne side.












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk