Allan Stig alene i front før 8. runde

09-05-2009
Af Jan Løfberg

Den bulgarske stormester Krasimir Rusev fik borgmesterlig hjælp fra Ove E. Dalsgaard til sit 1. træk i 6. runde af Copenhagen Chess Challenge i Ballerup mod IM Allan Stig Rasmussen, men det var ikke nok. Rusev forsøgte sig med et tidligt kvalitetsoffer, men fik vist aldrig tilstrækkeligt spil for det ofrede materiale, og Allan Stig bjærgede pointet i fornem stil. Med 5½ af 6 kunne Jetsmarks 1. bræt gå rundt og vente på, om han han skulle gå ind til 7. runde med en føring på et halvt eller et helt point. Det endte med et helt point, da David Bekker-Jensen - der er kommet sig gevaldigt efter sin schweizergambit - og den russiske GM Mikail Ivanov samt IM Niels Grandelius - FM Daniel Semcesen endte remis.

I 7. runde var det derfor meget fristende for Allan Stig at tilbyde en tidlig halv mod den polske GM Miroslaw Grabarczyk. Polakken modtog efter de blot fire træk. Dermed er den kommende danske stormester sikker på at føre CCC, når turneringens næstsidste runde indledes kl. 10 i morgen. GM Stellan Brynell, Sverige, rykkede op på en udelt andenplads med 5½, da han besejrede David Bekker-Jensen. Tredjepladsen deles af ikke færre end ni spillere med fem point. Det betyder for Allan Stigs vedkommende, at han er sikker på at dele førstepladsen med to remiser. Spørgsmålet er så, omden lette adgang til pointene i dag får ham til at prøve at gå efter mere i morgen, fordi modstanderne brugte flere kræfter i 6. og 7. runde... Topopøret i 8. runde er mellem Brynell (Hvid) og Allan Stig.

Rundt omkring på de over 30 brætter blev der kæmpet livligt i morgenrunden. Veteranen Jørgen Hvenekilde var fremme med 1. d4 f5 2. h3!? mod Jes Knudsen. Et spændende parti - og især post mortem-analyserne viste et par iderige kombattanter. I selve partiet var Hvenekilde bedst.

GM Carsten Høi har svært ved at vinde partier, men er med sin femte remis i træk ubesejret med 3½ point. I morgenrunden havde han svare problemer mod bosnieren Jasmin Bejtovic, men hvad der kendetegner stormestre er evnen til at finde frem til bakgearet, når det er påkrævet. Høi var i hvert fald selv med tilfreds med at finde Sh4, da Bejtovic var i færd med at sprede gift på brættet. I 7. runde tog Høi en hurtig remis mod klubkammeraten FM Jacob Carstensen.

IM Esben Lund besejrede det lokale håb IM Nikolaj Mikkelsen, og efter remis mod IM Grandelius ligger Lund med 5/7 godt til i bestræbelserne på at at genvinde KM-titlen. Lunds svenske klubkammerat i K41, FM Daniel Semcesen har også 5 point, men han vil nok snarere koncentrere sig om endnu en IM-norm - og den er han vidt nok så godt som sikker på med ½ point i de to sidste runder. Lund kan ikke længere score en GM-norm, da han kun har mødt en stormester.

I den nedre ende af feltet fik WFM Louise Fredericia en udmærket skalp, da hun besejrede Esben Hove i 6. runde. Men alligevel er det ret uventet, at ikke en eneste spiller i den nedre halvdel har scoret over 50 procent efter syv runder. Men hist og pist ligger enkelte spillere til solide ratingfremgange - fx. Herlevs Leonard de Freitas Nielsen, der har scoret 3/7 mod et modstandersnit på +290.

Live-dækning fra kl. 10 (8. runde) og kl. 15 (sidste runde).












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk