De bedste tog for sig i CCC

06-05-2009
Af Jan Løfberg

Copenhagen Chess Challenge blev indledt her til aften uden deciderede sensationer. Af de 12 live-brætter - der viste de 12 bedst ratede spillere - lykkedes det kun for Eric Brøndum og Sigfred Haubro at høste point - begge opnåede remis. Eric Brøndum gik med krum hals på den polske stormester Miroslaw Grabarczyk. Først kørte den tidligere københavnsmester løs på dronningfløjen, og derefter ofrede han sig igennem til en remis ved evig skak på kongefløjen. Brøndum har jo flere gange tidligere slået stormestre, men denne gang syntes han ganske remistilfreds. I et fantastisk hundeslagsmål - partiet kan stadig ses i live-sektionen - blev det remis mellem Sigfred Haubro fra den arrangerende klub BMS og IM Klaus Berg. Brættet stod nærmest i flammer - eller brikkerne stod i hvert fald skiftevis i slag... det hele endte med, at Haubro havde to springere mod to løbere i et dobbelt tårnslutspil.

CCC har deltagelse af ikke færre end syv stormestre blandt de 76 deltagere. Topseedede IM Allan Stig Rasmussen har endnu ikke modtaget titlen, men den får han, så snart FIDE samler de kompetente råd til uddeling af titler - så faktisk er otte GMer med. Allan Stig kom planmæssigt fra land med en gevinst over den bedste fra den nederste halvdel, BMS-talentet Dara Akdag, der for nylig spillede med i landsholdsklassen. Allan Stig hurtigt bid, hvor det blev udslagsgivende, at han havde en fribonde i centrum. Eneste sejr til den nedre halvdel tilfaldt Herlev-talentet Leonard de Freitas Nielsen, der slog David Bekker-Jensen, Helsinge.

På det fysiske plan stiller CCC store krav. De kommende fire dage byder på fire dobbeltrunder. I morgen spilles 2. og 3. runde - og har man ikke lyst til at tage til Ballerup, så kan man følge de 12 førende spilleres partier live fra kl. 10 og senere fra kl. 15.

I øvrigt tæller CCC som københavnsmesterskab for 2009. Den forsvarende mester, IM Esben Lund fra K41, lagde ud med en gevinst over Alexander Rhee, Hørsholm.












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk