Øbro Nytår/KM skudt i gang

28-12-2008

Af Jan Løfberg

 

Det vil være urimeligt at sammenligne skak med kortspil eller backgammon – alene af den grund, at »heldet« ikke eksisterer i det kongelige spil. Og dog. De første to runder af Øbro Nytår/KM 2008 afslørede, at gode spillere oftere har heldet som følgesvend end »dårligere«. Det vil føre for vidt at komme at komme ind på alle de, der fik hekset sig ud af prekære stillinger. I sidste ende er det jo resultatet på tavlen, der tæller.

   Ratingfavoritten Allan Stig Rasmussen måtte dog stride gevaldigt. 2500-manden endte med halvandet point, og det var han faktisk tilfreds med. I 1. runde måtte han »nøjes« med remis mod Esben Christensen. Sidstnævnte tilbød remis i en særdeles gunstig stilling. I 2. runde var Allan Stig ude i et sindsoprivende drama mod Roskilde-veteranen Aage Sinkbæk. Allan Stig måtte i boksen for at finde ressourcer i stillingen, og han »vandt« akkurat et tempo, så han fik dronning og bonde mod dronning. Når klokken er mange, er der altid pæne gevinstchancer i sådan et slutspil. Men er det held?

   Under alle omstændigheder udviste Allan Stig stor flid og koncentration i slutfasen. Er det held? Næppe.

   Blandt de mange overraskende resultater i de første par runder er det værd at nævne, at landstræner Per Andreasen først måtte afgive en halv mod Jes Knudsen og derefter en halv mod Tom Skovgaard. KSU-bestyrelsesmedlemmet Tom Skovgaard – seedet som nr. 42 – spillede også remis mod eks-danmarksmester Bjørn Brinck-Claussen i 1. runde. En flot start.

   Og mens vi er ved Skovgaard, så er det værd at nævne, at den forsvarende københavnsmester Peter Skovgaard er startet med to sejre og er blandt spillerne med maksimumpoint.

   Det blev også bemærket, at den 13-årige Mtsislav Efimov indledte med at slå den 9. seedede Øbro-mand Nikolai Skousen. I 2. runde mødte det russiske talent Jørgen Hvenekilde. »Gammelfar« har blik for kommende storhed – så på den måde var det halve pointtab formentlig en god investering. Vi er jo stadig nogle stykker der husker, at Jacob Øst spillede remis mod Garri Kasparov…

   Når talen falder på talent, kan man ikke undgå at bide mærke i Mads Andersens præstationer. Halvandet point efter to runder og nu står han foran et spændende møde mod Allan Stig Rasmussen i 3. runde.

   Største ratingmæssige sensation er leveret af Carsten John Andersen med 1617 efter dr. Elos kalkulationer. I 1. runde slog han Søren Petschart med 2061, og derefter spillede han remis mod Lars Bo Rasmussen med 2027.

   Følgende ti spillere har maksimum: IM Esben Lund, IM Simon Bekker-Jensen, Jacob Carstensen, David Bekker-Jensen, Jakob Aabling-Thomsen, Igor Teplyi, Peter Skovgaard, Jan Nordenbæk, Jens Hartung Nielsen og Dara Akdag,

   3. runde spilles i dag fra kl. 13-18, 4. runde spilles fra kl. 19.

   I kraft af det fornemme sponsorat fra MainframeSupport ApS er det muligt at holde en førstepræmie på 7.000 kroner. Der er mange ratingpræmier, og københavnsmesteren – kun for medlemmer af KSU – kan høste yderligere 3.000 kroner.

   Øverst i højre hjørne på dette site kan du klikke dig ind på Øbros hjemmeside, hvor der vil være livedækning af de fire øverste brætter, rundeberetninger og andre oplysninger om årets sidste danske turnering.












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk