Seneste Nyheder

Fuldtegnet Øbro Nytår og KM 2008

15-12-2008

Af Jan Løfberg

Ideen med at slå Øbro Nytår og KM sammen, har vist sig at være en god idé. I alt nåede 60 spillere at melde sig, inden Øbros Ted Sandbech måtte lukke for tilmeldingen og oprette en reserveliste. 60 spillere er, hvad der er plads til i Øbros kælderlokaler på Rosenvængets Allé, hvor turneringens syv runder spilles i koncentreret form i løbet af fire dage fra den 27. til 30. december.

   Det bliver spændende at følge, om det lykkes for BMS-junioren Peter Skovgaard at vinde sit tredje københavnsmesterskab i træk. Den 19-årige Skovgaard er forsvarende mester fra 2006 og 2007, og han kan som den første siden Jens Enevoldsen vinde tre KM-titler på tre år (Mester Jens vandt faktisk fire gange i træk i årene 1944-48, men der var ingen turnering i befrielsesåret 1945).

   En række tidligere mestre stiller også til start: IM Bjørn Brinck-Claussen, Brønshøj (mester 1996, 1998 og 2001), Jørgen Hvenekilde, personligt medlem (mester 1965), Jacob Carstensen, Brønshøj (mester 2002) og Jakob Aabling-Thomsen, Brønshøj (mester 2004).

   Ellers må K41s 1. bræt IM Esben Lund fremstå som favorit til at tage sit første københavnsmesterskab. Tidligere i år scorede Esben Lund sin første stormesternorm med en imponerende indsats i den svenske Elitserie, og hans gevinstsøgende og seværdige spil fra DM i Silkeborg er ej heller glemt.

   Nu er det jo først og fremmest Øbro Nytår det gælder, selv om turneringen ikke daterer sig tilbage til 1917, sådan som det er tilfældet for KM. Med fornem støtte fra sponsoren MainframeSupport ApS kan Øbro garantere en 1. præmie på 7.000 kroner.

 

Ikke kun københavnere stiller til start – også en række kendte navne fra Vestdanmark er med i det store felt. Topseedet er IM Karsten Rasmussen, Skolerne, med 2466 foran netop Esben Lund. Jacob Carstensen er tredjeseedet, landstræner FM Per Andreasen, Nørresundby, er seedet fjerde foran Brønshøj-spillerme Jakob Aabling-Thomsen og Bjørn Brinck-Claussen som de næste på listen.

   På deltagerlisten findes også dansk skaks måske mest lysende stjerne her og nu: 13-årige Mads Andersen fra Skanderborg. Mads Andersen har på det seneste imponeret ved at vinde en turnering på Mallorca i efterårsferien og dermed kvalificere til en meget stærk åben samme sted. I den stærke Open, som sluttede i den forløbne uge, slog Mads to internationale mestre og scorede 4½ af 9 mod folk med et Elo-snit på 2340!

   BMS er topscorer med ti deltagere blandt de 60 spillere, K41 er repræsenteret med ni, Brønshøj med otte og værtsklubben Øbro med syv spillere.

   Der spilles i Øbros lokaler den 27/12 kl.13-18 og 19-24, 28/12 kl. 13-18 og 19-24, 29/12 kl. 19-24, 30/12 kl. 13-18 og 19-24. Betænkningstiden er 40 træk på to timer og en halv time til resten af partiet.

   Tilskuere er særdeles velkomne.

 












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk