Seneste Nyheder

NM-bronze til Alexei Hansen fra Tåstrup

20-02-2007

Alexei Hansen fra Tåstrup (TSF) fik bronze i næstældste gruppe (15-16 årige) i de nordiske mesterskaber for ungdom, som blev spillet på Island i weekend'en 16.-18. februar. Alex var undervejs på vej mod et endnu flottere resultat efter at han i 3. runde vandt over den norske favorit, Jon Ludwig Hammer, som var den højstratede i denne aldersgruppe. Men efter remis i 4. runde gik det galt i 5. runde, hvor Alex i en forholdsvis lige stilling endte i et slutspil med bonde for lidt og desværre missede remischancen til slut. En sejr i sidste runde bragte dog Alex op på en 3.plads med 4 point, kun ½ point efter den svenske NM-guldvinder Simon Rosberg.

I ældste gruppe (17-18 årige) var Benjamin Skjoldan godt med fremme med 2½ point efter 4 runder, men en dårlig afslutningsdag gav nul point til Benjamin i de to sidste runder, så det blev samlet til en 8. plads.

Jacob Brorsen, som var med i samme gruppe som Alex, kom godt igen efter en ærgerlig start, hvor pointene ikke blev høstet i de gode stilliner Jacob havde i de første par runder. Jacob sluttede på 2½ point, hvilket gav en 9.plads.

Og i yngste gruppe (op til 10 år) sluttede Jonathan Braüner ligeledes på 2½ point, hvilket gav en 9.plads.

Danmark fik en enkelt nordisk mester - det var 12-årige Mads Andersen fra Skanderborg, der vandt næstyngste gruppe sikkert. Endvidere fik Danmark endnu en bronzemedalje ved Tobias Juul Madsen fra Struer i yngste gruppe. I nationskonkurrencen sejrede svenskerne, som hentede NM-guldet i 3 af de 5 aldersklasser - den sidste guldmedalje hentede værtslandet Island. Danmark blev nr. 3 i nationskonkurrencen.

NM-stævnet var arrangeret af de nordiske landes skoleskak-organisationer, og Dansk Skoleskak har lagt beretninger og billeder på skoleskak-hjemmesiden her.

NM-stævnets hjemmeside med resultater, partier og billeder m.m. kan ses her.

 












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk