Nordisk mesterskab til Copenhagen Open 2007

25-09-2006

Nordisk Skak Forbund har i dag offentliggjort at Nordisk Mesterskab 2007 (elite, kvinder og veteraner) er tildelt Københavns Skak Union i samarbejde med Dansk skak Union. Nordisk Mesterskab bliver en del af den traditionelle åbne turnering Copenhagen Open (Politiken Cup) som led i Copenhagen Chess Festival. Den bedste nordiske spiller, kvinde og veteran i Politiken Cup er nordisk mester 2007. 

Skakfestivalen vil som noget nyt i 2007 blive spillet på LO-skolen i Helsingør i perioden 21 til 29 juli 2007. KSU har indledt et lovende samarbejde med LO-skolen om afviklingen af turneringen under nye og flotte omgivelser. Skolen bidrager blandt andet med et meget flot og hidtil uset sponsorat af en skakturnering i Danmark. Dette vil blandt andet give arrangørerne mulighed for at få deltagelse af ca. 20 GM'ere, der vil blive indkvarteret på skolen med fuld pension. For alle spillere i skakfestivalen vil der blive mulighed for relativ billig indkvartering, en god og varieret buffet, tæt adgang til strand, golfbane m.m. Der er gode fysiske rammer på skolen og masser af plads, som gør det muligt at øge deltagerantallet betragteligt hvis dette måtte ske, og blive en endnu større turnering på linie med andre store opens i Europa.

Sponsoratet betyder samtidigt, at KSU kan nedtrappe sit økonomiske engagement i turneringen. Dette vil ske samtidigt med at skakfestivalen forhåbentlig bliver både stærkere, større og endnu mere interessant end nogensinde før. At festivalen i år også rummer det nordiske mesterskab styrker samtidigt festivalens internationale profil. KSU vil i år målrette sit økonomiske engagement til at give et mindre beløb i rejsetilskud til de københavnske skakspillere, der spiller med i Politiken Cup.

Pressemeddelelse og hjemmeside og yderligere information, bliver udsendt i løbet ca. 10 dage.












Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk