Halvvejs i Politiken Cup

27-07-2006
Af: Brian Kristensen
Jeg er af arrangørerne af skakfestivalen blevet bedt om at gøre lidt status her midtvejs efter fem af ni runder af Politiken Cup og med flere af sidearrangementerne gennemført. Først lidt reklame for festival-lyn på fredag, som sikkert bliver stærkt besat. Udefra har Sune Berg og Nikolaj Borge meldt deres ankomst. Simultanen torsdag mod Peter Heine er udsolgt, men så kan man jo nøjes med en tilskueroplevelse.
 
I toppen af Politiken Cup har ingen af forhåndsfavorit-GM-erne for alvor imponeret endnu. Ni spillere har 4½/5, og kampen om førstepladsen virker ganske åben.
 
GM Malakhatko fra Ukraine (2595) har skilt sig lidt ud, og burde have haft 5/5, men GM Høi overlevede på mirakuløs vis i tidnøden i 5.runde. Fritz siger plus 10 i lang tid, og fx 70.Kf2! (70. - Txg7 71.Sf3 mat) ville have været overbevisende. Kæmpetalentet Parimarjan Negi (2480) er også godt med i førerfeltet, og bliver spændende at følge, når topnavnene indfinder sig. Før turneringen har Negi i øvrigt haft en træningssekvens med GM Short.
 
Overraskende mange af GM-erne er rendt ind i et nederlag undervejs, og det gør slaget om turneringssejren ganske åbent her fire runder før slut. De danske ”skakveteraner” (håber ikke at nogen bliver fornærmet over at blive kaldt det :-), GM Høi og IM Kristiansen, har klaret sig fænomenalt indtil nu, og hvis de kan kopiere tidligere tiders turneringssejr i Politiken Cup, vil det være nostalgisk. Høi vandt den første Politiken Cup i 1979 (og i 1997), mens Kristiansen vandt i 1989. Hvis GM Karlsson vinder vil samme historie kunne fortælles. Kristiansen har ikke været særlig aktiv længe, og kommer netop fra to år på Grønland, hvor den friske luft åbenbart har gjort godt.
 
I førerfeltet er også Allan Stig Rasmussen, som ellers også har været forsvundet fra skakbilledet et par år. Glædeligt at se et overbevisende comeback, og en IM-norm ser ud til at være indenfor rækkevidde, mens en turneringssejr forekommer mere vanskeligt. En anden overraskelse i toppen er IM Adamski, som med den elegante taktiske finte 31. – Lc5! fik skovlen under Boros (2482).
 
GM Curt Hansen er heldigvis også med fremme med 4/5, om end et par hurtige remisser mod lavereratede spillere har sået lidt tvivl om Curts parathed til førstepladsen. I femte runde mod talentet Peter Skovgaard blev Curt dog hjulpet på vej af Peters kasket med inskriptionen ”Du er færdig,Curt, hvilket sikrede Peter en overhaling på skakbrættet. I 6.runde har Curt hvid mod sin besejrer fra sidste års turnering (Dan Andersen), og der lagt op til hævn, særligt hvis Dan låner kasketten, hvilket må frarådes J.
 
Det er ganske umuligt at overskue alle præstationerne i rekordfeltet på 259 spillere, så det bliver lidt tilfældigt hvad kan fremhæves længere nede i feltet. Det kan fx nævnes at talentet Jacob Aabling-Thomsen på mirakuløs vis overlevede i 5.runde mod Thomas Thomasssen (2079), hvilket var godt for Aabling, som har FM-titlen i hus, hvis han holder sit tal her i turneringen. Det er ikke normalt at skrive så meget om FM-titlen, men her er det lidt vigtigt, da Aabling planlægger et længere ophold i Spanien, hvor en sådan titel måske kan kaste et par invitationer af sig.
 
Om selve arrangementet er der ikke så meget at bemærke. Det meste glider i olie, hvilket i øvrigt er ret imponerende, da alt er baseret på at mange mennesker frivilligt bruger en masse tid på ulønnet arbejde. Syv dommere holder styr på de mange partier, og fem spillere sørger for indtastning af partier. Livedækningen af de øverste 8 partier fungerer også i det store og hele. Ca. 80 spillere bor på hotellet, og i baren er der mulighed for at drøfte verdenssituationen og skak. Det kan også nævnes, at to spillere indtil nu har tabt ved at deres mobiltelefon har givet lyd fra sig under partiet, hvilket bliver straffet hårdt i disse moderne tider.
 
Med festival konceptet er arrangørerne ved at finde en endnu bedre form for hele turneringen. Der er en fin stemning blandt spillere, og de mange sideløbende arrangementer til hovedturneringen pynter. Noget andet er så (hvis der var endnu flere økonomiske ressourcer til rådighed), at det ville gøre underværker med et kommentatorrum, flere analysebrætter, og på længere sigt skal der nok også været livedækning af endnu flere partier. Det er en flot og stor Open, som sætter Danmark på skakverdenskortet, og det burde man en anden god gang forsøge at udnytte til en mere udadvendt pressedækning af skak i de landsdækkende medier.











Copyright 2005-2008 Københavns Skak union.      DHTML Menu By Milonic JavaScript Kontakt : webmaster@ksu.dk | formand@ksu.dk