Nyhedsarkiv

ØBRO 85 års jubilæumsturnering
af Peter Olsen     17/10-2021

Imorgen mandag 18. oktober begynder ØBROs 85. års Jubilæumsturnering. Vi giver ordet til Søren Bech;

"Skakforeningen ØBRO holder 18.-24. oktober international stormesterturnering, der markerer klubbens 85 års fødselsdag og samtidigt 50 år på samme udmærkede adresse. Turneringen er sponseret af CXU, som vi dermed fortsætter det fantastiske samarbejde med, og turneringen får også betragtelig støtte fra de traditionelle kanaler, dvs. fra Københavns Skak Union, Dansk Skak Union og Dansk Skak Unions Støtteforening.

Vi får deltagelse af 5 stormestre og 3 internationale mestre, og de i alt 26 deltagere kommer fra otte forskellige FIDE nationer. Med 13 udlændinge og 7 af de 8 GMs/IMs blandt dem er mulighederne for at lave IM- eller GM-norm, hvis man ellers spiller ordentligt, ganske forrygende god.

Stærkeste danske kort bliver ØBROs egen Kassa Korley, der er bosiddende i New York men har hjertet på rette sted i kælderen på Østerbro. Vi håber i ØBRO på en GM norm til Kassa og så en IM norm til vores nye formand Viktor Haarmark Nielsen. Vi får se, hvordan det går.

Turneringen mangler helt repræsentation af de allerbedste danske spillere. Markedet er mættet, primært fordi Dansk Skak Union har valgt at lægge danmarksmesterskabet oven i ØBROs turnering. Vi har inviteret løs, både blandt de bedste spillere på landsplan og blandt de bedste spillere i København.

Vi får en forrygende god turnering på Østerbro alligevel. Tilskuere er særdeles velkomne på Rosenvængets Alle 31, hvor turneringen spilles!

Der er dobbeltrunde mandag 18/10 og tirsdag 19/10 med rundestart klokken 12 og 18. Onsdag 20/10, torsdag 21/10, fredag 22/10 og lørdag 23/10 starter runden klokken 14, og sidste runde starter søndag den 24/10 klokken 12".

 

Turneringen kan følges online på dette link: Liveskak fra ØBROs 85 års jubilæumsturnering